Sådan fungerer din kloak

Husejere, der er tilsluttet den offentlige kloak, har også deres egen kloak på grunden. Nemlig de rør, og evt. brønde, der ligger inde på grunden.

Ligesom alle andre tekniske anlæg har rør og brønde godt af at blive efterset med jævne mellemrum.

Let på låget

Det helt enkle er at lette på låget til skelbrønden og se om alt er intakt. Hvis du oplever oversvømmelse, er skelbrønden første stop til at lokalisere fejlen. Er skelbrønden fuld af vand, er fejlen ude i det fælles kloaksystem. Hvis skelbrønden er tør eller der kun risler stille vand, er den gal et sted inde på grunden.

Se filmen og se hvordan kloakken på din egen grund fungerer, og få tips til selv at lave et serviceeftersyn.

Ved tryk på afspil accepterer du cookies og sporing fra den eksterne video-leverandør.

Kalundborg Forsyning har lavet filmen i et samarbejde med en række andre forsyningsselskaber.

Find skelbrønden

I områder, hvor der er separatkloakeret, har grundejeren to skelbrønde: Én til spildevand og én til regnvand.

Det er vigtigt at man ved hvor skelbrønden er placeret på sin grund. Skelbrønden skal også være synlig, så eventuelle uheld hurtigt kan udbedres.

Er du i tvivl om placeringen af en skelbrønd, kan Kalundborg Forsyning hjælpe med hvor stikledningen er placeret på grunden. Kalundborg forsyning sætter ikke skelbrønde på private grunde, og det er derfor den kloakmester som i sin tid har sat skelbrønden på din grund, som kan hjælpe med placeringen.

Fælles interesse

Fedt, vådservietter og andet affald, kan stoppe kloakken til, og sker det på egen grund, er det for din egen regning. Kalundborg Forsyning bruger hvert år rigtig mange penge og arbejdstimer på at forebygge og udbedre fejl i kloakken, som skyldes affald der sætter sig i kloaksystemet og i pumperne. 

Med en lille indsats, kan du spare dig selv og andre for mange penge, og endnu større bekymringer. 

Tegning af en dråbe på et badeværelse

På årsbasis ryger der omkring 42 tons affald i toiletterne i Kalundborg Kommune, og det tal er alt for højt. Det koster mange penge, når pumperne i kloaksystemet skal repareres, og det er op til flere gange om ugen, at vi er nødt til at rykke ud til en stoppet pumpe.