Færre overløb i fremtiden

Vores mål er, at overløb fra kloaksystemet skal ske så sjældent som muligt, og gøre så lidt skade som muligt.

Overløb sker kun ved kraftige regnskyl, og det meste af overløbet er regnvand. Men der er også lidt spildevand i, og det arbejder vi på at minimere og på lang sigt helt undgå.

Film om overløb

I denne film kan du se hele historien bag overløb. Hvorfor de er anlagt, hvordan de fungerer, og hvordan man kan undgå overløb i fremtiden. Filmen er produceret i samarbejde med en lang række andre forsyningsselskaber, som også vil minimere deres overløb. 

Ved tryk på afspil accepterer du cookies og sporing fra den eksterne video-leverandør.

Overløb bruges ved kraftige regnskyl

Overløb er en slags sikkerhedsventil i de kloakrør, der både har regnvand og spildevand. Når det regner meget kraftigt, kommer der mere vand i kloakken, end der er plads til.

Et overløbsbygværk sikrer, at en mindre del af dette vand løber over under kontrollerede former. Alternativet kan være, at vandet presser sig op gennem kloakdæksler eller oversvømmer kældre i lavtliggende områder. 

Det vand, som løber over og videre ud i et vandløb, er regnvand blandet med lidt spildevand. Fast materiale i spildevandet bliver samlet op i en rist, så der flyder hverken toiletpapir eller pøller rundt efter et overløb. 

Separatkloakering

Det betyder, at man lægger ét rør til regnvand og ét til spildevand. Jo flere steder, det bliver separatkloakeret, jo færre overløb vil der være. Det vil tage adskillige år og koste mange millioner kroner at lægge to rør overalt. I mellemtiden arbejder vi løbende på at styre spildevandet, så overløb sker så sjældent som muligt.

Overløb i Kalundborg Kommune

I Kalundborg kommune er der 170 overløbsbygværker. I 2020 skete der overløb ved regnskyl med ca. 3 millioner kubikmeter regn- og spildevand. I 2020 blev der tilsammen renset ca. 9.5 million kubikmeter på alle vores renseanlæg.